Skip to content

Rotter i huset

Rotter i husetRotter i huset

Undgå rotter i huset

Rotter i ens hjem er ulækkert. Det kan vi alle blive enige om. Men hvad er det præcis, der gør rotterne så skræmmende og uvelkomne? Det er der nemlig flere forklaringer på.

Her på siden giver dig overblikket over rotter i huset. Det vil sige, at vi fortæller om:

  • Hvad gør rotterne skræmmende?
  • Hvordan holder man rotterne ude?
  • Har du allerede rotter i huset?
  • Hvor lever rotterne i huset?
  • Hvordan kommer du af med rotter, hvis de har invaderet dit hus?

Hvad gør rotter skræmmende?

Rotter er ulækre og imponerende på samme tid – og dén kombination gør dem skræmmende! Rotter lever hovedsageligt i kloakken, hvilket vi mennesker i sig selv forbinder med noget ulækkert, for ingen har lyst til at have dyr i huset, som pendler mellem kloakken og ens eget hjem.

Rotter er bakteriebomber

Men rotter er især skræmmende, fordi de er bakteriebomber. De kan smitte mennesker med mange forskellige sygdomme – ikke mindre end 55 forskellige sygdomme kan en rotte bære rundt på og smitte et menneske med. Den værste sygdom, som den brune rotte, kan smitte et menneske med er leptospirose. Leptospirose giver influenzalignende symptomer og har en dødelighed på 5-15%.

Rotter kan selvfølgelig smitte mennesker med forskellige sygdomme gennem bid, men lige leptospirose smitter gennem rottens urin. Så skal du rydde op efter et rottebo, er det vigtigt, at du tager handsker på. Den største smittekilde er dog, når rotter finder frem til vores mad, så vi spiser af den samme mad som rotterne.

Rotter er historisk berygtede, da de spillede en stor rolle i udbredelsen af Den sorte død, som var en periode, hvor pest hærgede verden over tilbage i 1700-tallet. Pesten blev spredt af husrotten, som ikke længere findes i Danmark. I Danmark er den mest almindelige rotte den brune rotte.

Rotter er ”overmenneskelige”

Rotternes størrelse taget i betragtning, har rotter overmenneskelige fysiske egenskaber. Deres små sylespidse tænder kan gnave sig igennem paneler, vægge og gulve. De kan gnave sig igennem materialer som plast, aluminium, zink, kalksten og mursten. Som hovedregel, så kan rotter gnave sig igennem alt, der kan ridses med en kniv.

Men ikke kun deres tænder er imponerende. Rotter kan nemlig klatre op af et bevokset espalier, en lodret ru mur, eller en faldstamme. Derudover kan de springe op til 75 cm i højden og op til 2 m i længden. De kan også flytte dæksler, der vejer mere end 1 kg.

Hvordan holder man rotter ude?

Et hus er ly og yngleplads for rotterne. De søger ind, når nattefrosten rammer, hvilket typisk er i oktober måned. Rotter søger også ofte mod husly efter et skybrud. Hold derfor ekstra godt øje i disse perioder.

Skab ikke gode betingelser udendørs

Rotter skal selvfølgelig holdes ude af huset, men en god idé er at gøre en indsats for at holde rotter helt ude af matriklen. En god idé er at holde det ryddeligt udenfor dit hus. Det indebærer f.eks:

  • Efterlad ikke skrald på jorden. Smid det direkte i skraldespanden, og sørg for at skraldespanden kan lukkes. Skrald er en buffet for rotter.
  • Fuglefoder er også rottefoder. Så hold et skarpt øje med dit foderbræt, hvis du fodrer fuglene i haven.
  • Hav ikke bunker med haveaffald, kompost eller gamle havemøbler liggende i længere tid i haven.

Luk vejene ind i huset

Rotter behøver ikke særlig meget plads for at kunne komme ind. De kan komme igennem huller på helt ned til 2 cm i diameter. Derfor er det en stor opgave at holde rotterne ude. Der er dog særligt udsatte steder, du skal holde ekstra godt øje med:

  • Kloakrørene. Få monteret rottespærre i dine kloakrør. En rottespærre er en lem, hvor vandet kan løbe ud, men rotterne ikke kan komme ind igennem.
  • Ventilationen. Sæt et net for ventilationen. Gerne i galvaniseret stål, så rotterne ikke kan bide igennem.
  • Faldrørsudluftning. Sæt et gitter på faldrørsudluftningen på dit tag. Denne er den hyppigste indgang for rotter.
  • Ydermure, døre, vinduer og tag. Sørg for, at skallen på dit hus er tæt.

Det er altafgørende, at dine kloakker og afløb er tætte. Rotterne bor i kloakkerne og finder helt sikkert vej ind i et utæt kloakrør.

Har du allerede rotter i huset?

Er du i tvivl, om du har rotter i din bolig eller på din matrikel? Rotter kan bo både over og under jorden, så derfor kan det være svært at spotte, om du har rotter. Der er dog tydelige tegn, da rotter bevæger sig i løbegange pga. deres dårlige syn:

  • Synkende fliser eller asfalt udendørs, som har givet efter for rotternes løbegange
  • Puslende lyde fra lofter eller vægge kombineret med små hvin eller skrig
  • En fæl lugt af kloak og urin
  • Løbespor langs paneler og vægge
  • Fedtede pletter af urin og kirtelsekret langs løbegangene er med til at signalere til andre rotter
  • Rottelort
  • Pjask fra toilettet, som du ikke selv har stået for

Meltesten – opdag en løbegang

Tror du, at du har fundet rotternes løbegang langs dine paneler, men gerne vil være sikker? Spred noget mel ud langs området og lad det ligge til dagen efter. I melet vil du kunne se små fodspor og halespor. Så ved du det med sikkerhed.

En tillægsforsikring kan være en god investering

Rotter i huset kan forårsage store skader. De kan totalødelægge isolering, lave store gulvskader, ødelægge kloakrør, gnave hul i ledninger og kabler osv. Det er langt fra alle skader, der er dækket af din almindelige husforsikring. Derfor kan det være en god idé at tage en snak med dit forsikringsselskab for at afklare, om du er dækket, og hvad det vil kræve at blive dækket i tilfælde af rotteskader. Det kan nemlig løbe op i mange tusinde kroner.

Hvor lever rotter i huset?

Det korte svar er: Overalt! Rotter lever hovedsageligt i kloakken, og derfor er dette en åbenlys vej ind for rotterne. Men rotter kan leve i hulrummet i vægge, på lofter og under gulvet. Og med rottens overmenneskelige egenskaber, står der intet i dens vej, hvis den først har fundet indenfor. Den gnaver sig vej igennem isolering, gulve og paneler.

Udendørs trives rotterne i hønsehuset, i rodebunker, haveaffald, brændestabler og -skure eller i kompostbunker, som alle er optimale ynglepladser for rotterne.

Har du allerede fået rotter?

I Danmark gør vores kommuner et stort stykke arbejde for at komme rotterne til livs. Derfor skal du altid melde det til din kommune, hvis du ser en rotte. Kommunerne er forpligtet til at sende en rottebekæmper ud – 365 dage om året, døgnet rundt.

Som oftest skal rottebekæmperen først finde ud af, hvor rotterne er kommet ind. Det sker gennem en røgprøve og TV-inspektion i kloakken. Dernæst bekæmpes rotterne med gift.

Eventuelle skader skal formentlig dækkes af din forsikring, hvis du er dækket af den. Yderligere oprydning står du selv for, når rotterne er fjernet. Her er det vigtigt, at du arbejder med handsker, så du ikke bliver smittet med farlige sygdomme.